Job

DHL Stafetten 2009

I dag torsdag stillede mit firma Kontrapunkt op til 5 x 5 km DHL-stafet i Fælledparken i København med 4 hold på den firmafestgrillduftende rute. DHL Stafetten er Europas største motionsløb - i år med over 100.000 deltagere fordelt over fem dage i Fælledparken. Det startede i mandags.

Sidste år løb jeg de 5 km på 25 min. og 20 sek. og det holdt hårdt. I år sprang jeg alle mine personlige rekorder og høvlede i mål på kun 22 min. 28 sek. Det var jeg selv vanvittig godt tilfreds med.

Maja var med og heppe og det gjorde hun godt.

|

KP Team Tour 2009

Så blev det tid til årets sommerudflugt med mit arbejdsteam på Kontrapunkt. Som sidste år var det igen en palette af kropslig aktivitet, kulinarisk nydelse og kulturel oplevelse.

Vi startede ude på Amager med en omgang golf og derefter go-cart. Begge dele indendørs. Jeg måtte dog udgå efter blot 3 omgange på go-cart-banen, da jeg, lidt overraskende for mig selv, blev kørersyg - én af mine medfødte og til alle tider nærværende skavanker. Det var lidt øv. Jeg gik udenfor for lige at trække lidt frisk luft.



Desværre blev jeg så, lige der udenfor på gaden, vidne til et dramatisk trafikuheld med dødelig udgang. Det var ret ubehageligt. Men jeg/vi blev som sådan ikke involveret, hvorfor vi umiddelbart kunne fortsætte udflugten, dog med tanken om hvor hurtigt ting kan ske og ændre alt.

Fra go-cart-banen tog vi så på Italiensk restaurant i indre by og derfra direkte til stand up i Staldende bag Cirkusbygningen. Et glimrende og sjovt line up med Audrey Castañeda som vært for aftenen med Dan Andersen, Linda P, Simon Talbot, Martin Veltz, Steen Molzen og Anders Matthesen.


Her fra venstre Tina, Hanne, Peter, Thomas, Caroline, Jacob og Jannie (der tager billedet).

Vi kom til at sidde helt oppe på første række og undgik stort set alle ikke at indgå i ufrivillig og frivillig dialog med komikerne. Hanne var dog nok den, der klarede det bedst, idet hun fik Anders Matthesen på glat is ved at spørge til hans mobilnummer.



Jeg nøjedes bare med at få et billede af Anden på trappestenen udenfor - mest for bare at gøre min søn jaloux. Spurgte pænt og fortalte ham at min søn er stor fan.

Alt i alt en helt kanon eftermiddag og aften med min kollegaer. Tak for det!
|