Fundet min oldefar Peter Nielsens efterslægt

Nogle måneder er nu gået, siden jeg sendte et brev til Carl V. Trommelholt Nielsen i Dokkedal. Og ja, det var som jeg troede. Carl er søn af Peter Nielsen, min oldefar. Faktisk var det Carl, jeg fejlagtig tydede i kirkebogen, som en bror "Lars". Det var Carl, der var født den 3. august 1919. Så min oldefar Peter Nielsen fik rigtig nok 9 børn med Augusta Magnine Nielsen.

Carl's søn Søren Lyngby Nielsen, skrev tilbage til mig og resten af den store familie fik samtidig besked om min henvendelse. Det åbnede op for et hav af informationer og kontakter, som jeg lige nu er midt i at udforske og kontakte.

Fra Søren har jeg fået dette billede, der er taget omkring 1945-50 (tror jeg?). Det viser hele familien - far, mor, 2 drenge og 7 piger. Her fra venstre Dora, Augusta, Valborg, Rita (bagest), Ellen, Oda, Karen Linda, Peter (forrest), Anna Kirstine, Carl og Kristian.



Søren har også skrevet navne og datoer for alle de af Peter Nielsens børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn, som Søren kender til. Og der er nogle stykker. Udover de 9 børn er der i dag 12 børnebørn, 12 oldebørn og 6 tipoldebørn. Hertil skal jo så lægges min farfar som det 10. barn og hans efterkommere med 3 børnebørn, 6 oldebørn og 5 tipoldebørn af Peter Nielsen.

Anna Kirstine’s barnebarn Thomas Nymark Nielsen skrev også et par spændende ord til mig - bl.a. disse: ”Trommel-Peter havde ry af at være en pokkers Karl! Han ryddede engang ”Hadsund-Peter” (toget fra Aalborg til Hadsund) for en bande bøller alene mand. Han kunne også finde på at ro til bal i Hals har jeg hørt, så....”

Ydermere er det også kommet frem, at alle Peters søskende fra Trommelholt emigrerede til USA og at Peter mistede forbindelsen til dem alle. Så her er en kommende opgave i arkiverne.

Carl mener ikke, at han har hørt, at hans far havde fået en søn, før han blev gift med hans mor Augusta. Og en længere telefonsamtale med Peters ældste søn Kristians kone Gunhild underbygger da også et vist hemmelighedskræmmeri omkring den ”uægte” storebror - min farfar Anker.

Gunhild er i dag 84 år og er flyttet til Bellinge på Fyn tæt på sin datter Elsebeth og hendes mand og børn. Den 9 år ældre Kristian døde i 2001- 86 år gammel. Han er begravet i Dokkedal kirke, ligesom fire søstre og Peter selv.

Søren fortæller, at Peter døde 91 år gammel den 28. januar 1980. Han blev begravet i Dokkedal den 2. februar 1980. Dokkedal kirke er jo i øvrigt bygget af både Peter, Kristian og Carl - murerne. Augusta blev oprindeligt begravet i Mou den 11. april 1964, men da Dokkedal kirke blev indviet i 1965, blev hendes jordiske rester flyttet hertil den 19. april 1966. Her ligger hun så den dag i dag sammen med Peter.

Det skønne ved at få Gunhild i røret er iøvrigt, at hun ikke på nogen måde har fralagt sig sit modersmål og dialekt fra Himmerland. Et vidunderligt og nostalgisk genhør fra min barndom.

Gunhild fortæller, at informationen om halvbroderen først blev kendt efter Peters død. En kone til en af Peters børnebørn fortalte det til Kristian, som ikke anede det. Gunhild er også rigtig ked af, at Kristian ikke nåede, at møde sin store halvbror og hans familie - ham ville han gerne have truffet.

Hun fortæller også, at Kristian i mindst tre tilfælde er blevet forvekslet med sin på det tidspunkt ukendte halvbror. Hun mener, at Kristian og Anker må have haft nogen særegne fælles træk.

På Facebook er jeg nu også blevet venner med Søren Lyngby Nielsen og Henrik N. Nielsen (Anna Kirstine’s barnebarn).

Arbejdet fortsætter...
blog comments powered by Disqus